Mor er Celyn, der er kuldsøster til Beats mor Meg og far er Beats far Dug.

Bedårende, ikk’?!

Han kom fra Grønland til Danmark, da han var 2 år gammel, så hele hans familie bor i Grønland. Han fik derfor aldrig besøg og der kom aldrig nogen for at være sammen med ham til pårørende-arrangementer mv. Det gør der nu! Jeg deltager i jule- og påskehygge mv. sammen med ham og med jævne mellemrum kigger jeg forbi bofællesskabet, bare for at sige hej til ham og få en kop kaffe.

Sådan en dag var det i dag. Efter arbejde gik jeg en tur med hundene og derefter kørte jeg til Ringsted, hvor min helt specielle ven ventede mig. Personalet havde lavet kaffe til os og da vi havde drukket den, gik vi en tur ned til Ringsted Å, hvor vi nød solen, hyggede og grinede meget.  Da vi kom hjem stod den på hygge i hans lejlighed. Han havde en masse legeting, som han skulle vise mig og jeg havde også et par små gaver med til ham, som han skulle have kigget på.

Det var bare en super hyggelig eftermiddag – en dejlig start på weekenden!

I dag oprandt den store dag og det var så spændende, at min stakkels søster blev jaget ud af sengen næsten før morgen-gry, så de kunne få gang i bageriet. Kl. 8. var kagerne færdige (så jeg tør ikke tænke på hvornår de startede projektet!) og kl. 8.15 blev Andrea’s så sulten, at de var nødt til at smage på dem!

Og rygterne siger, at de var lige så gode, som drengene havde håbet på!

For en uges tid siden hentede jeg en kæmpe stak bøger på kommunen… Det var det første tegn på, at min diplomuddannelse i ledelse snart starter op – på mandag faktisk. Det er lidt overvældende at tænke på, at jeg i de næste 3½ år skal passe en uddannelse ind i mit i forvejen travle liv, men det er selvfølgelig også spændende og jeg glæder mig til at lærer en masse nyt om det at være leder. Det sker jo jævnligt, at jeg føler mig udfordret i mit arbejdsliv, så jeg glæder mig til at få noget mere teori på det at lede en arbejdsplads og en personalegruppe.

Åhhhh og så har jeg hilst på Robbies lille barnebarn Mischa (Littlethorn Liana), der kom til Danmark fra England for en uges tid siden. Super sød og super yndig. Det bliver spændende at følge hendes liv og færden.

Robbies barnebarn Mischa sammen med hans oldebarn Solo

Jeg kan vel dårligt tillade mig, at klage over vinteren og kulden i år, men men men… jeg er altså ikke til kulde og det har været meget meget koldt siden jeg kom hjem fra England, så ihhhhh hvor jeg glæder mig til at kulden og vinteren forsvinder. I dag har der ligget is på stier og veje, så lufte-turen var med fare for brækkede lemmer og da jeg trænede, måtte jeg passe på ikke at kaste bolden hen hvor der lå is. Jeg ville jo helst undgå skårede trædepuder.

Bilen skal skrabes fri for is på ruderne hver morgen - brrrrrrrr

Alt vel med hundene…

At få kastereret Beat, er simpelthen det bedste jeg nogensinde har gjort for ham! Selv om det snart er 8 måneder siden operationen, så oplever jeg stadig, at han hele tiden bliver mere harmonisk og velafbalanceret både i forhold til de andre hunde i flokken og til livet i det hele taget. Han får det bare bedre og bedre… Jeg tør næsten ikke sige det (7-9-13), men siden OEC (i oktober), hvor jeg i en periode fik for travlt til at håndfodre ham hver dag og derfor prøvede at give ham mad i madskålen igen, har han spist af sin madskål hver eneste dag OG i denne uge, har han endda spist sin tør-foder uden at få dåse-mad blandet i. En stor del af overvejelserne bag hans kasteration var, at jeg håbede at han ville komme så meget i balance, at han kunne spise igen, så det har virkelig været en succes.

Dejlige gamle Whisper blev 12 år i januar, men han er ‘still going strong’ og selv om han sover mere og fjoller mindre, så er der ikke noget, der tyder på, at han er parat til at gå på pension. Han blev jo ‘nærmest pensioneret’ sidste år, men det fungerede ikke for ham, så nu træner og optræder vi på hans præmisser og vi nyder det. Hvert minut på danse-gulvet sammen med Whisper bliver værdsat og nydt. Jeg ved jo ikke hvor længe jeg har det.

Whisper med et Jumbone, som han fik i fødselsdagsgave af vennerne i Lille Skensved.

Biscuits allergi har det strålende – han mærker (7-9-13 igen) ikke noget til den… Dejligt når man tænker på, hvor syg den gjorde ham, inden han blev diagnostiseret og han startede på immun-terapi. Desværre har hans barnebarn fået konstateret allergi og umiddelbart kunne det tyde på, at der er en sammenhæng mellem Biscuits allergi og barnebarnets, for der er sammenfald mellem deres symptomer og de ting, som de reagerer på. Jeg er nu mere glad en nogensinde for, at jeg tog Biscuit ud af avlen, da vi opdagede hans allergi og jeg håber, at de der stadig avler på hans afkom er forsigtige og forholder sig til risikoen.

Hero – den store udfordring i hans liv har været, at han ikke sover i sin hvalpegård mere! Når vi er ude og rejse, sover Hero jo ikke i hvalpegård og det er slet ikke nødvendigt, men han er altid selv gået derind, så sådan har det bare været. Da vi kom hjem fra England, besluttede jeg imidlertid, at når han kunne sove uden for hvalpegården 9 dage i England, så kan han også her hjemme, så da jeg gik i seng kaldte jeg på ham, for at tage ham med ind i soveværelset. Det ville han ikke under nogen omstændigheder. Tilsidst måtte jeg tage ham i halsbåndet, trække ham ud af hvalpegården og med ind i soveværelset, hvor han bare ikke kunne falde til ro. Sært, for alle andre steder end lige her hjemme, har han haft det strålende med at sove sammen med os andre… Vi prøvede igen næste nat og natten efter… han var stadig længe om at falde til ro og ville ikke ud af hvalpegården om aftenen. Den 3. aften besluttede jeg, at så var det også lige meget. Hvis han gerne ville sove i hvalpegården, så kunne han da bare gøre det. Jeg gik ind i stuen for at lukke han ind i hvalpegården… åbnede dåsen med godbidder… og så gik det op for mig… hver gang jeg lukker ham ind i hvalpegården, får han er godbid! Så jeg tog 4 hundekiks med ind i soveværlset, kaldte på Hero – han kom glad logrende… lukkede døren og gav hundene en hundekiks hver… Hero spiste sin, sukkede tilfreds, rullede sig sammen og lagde sig til at sove!!! Argh!!! Det var ikke hvalpegården han savnede, men sin aften-hundekiks!!! Så nu får de en hundekiks hver ved sengetid og så har Hero slet ikke brug for sin hvalpegård. Mmmmm…

Andreas og hundene

Vi er lige kommet hjem efter en dejlig dag sammen med min søster og hendes familie. Da jeg var i England, købte jeg et par gaver til mine nevøer, så dem skulle jeg op og afleverer. Dejligt at give gaver, når modtagerne bliver rigtig glad for dem .

Andreas fik en Ninjago LEGO Motorcykel. Det viste sig at være det perfekte valg af gave. Lige det, som han havde ønsket sig!

Marcus fik en Mini Laptop, der kunne spille små melodier, sige tal og bogstaver mv.

Jeg fik et stort smil som tak for gaven...

- men det var 'mor', der fik et knus! Hmpf!

Drengene hygger sig med deres gaver

Et CARS Cup Cake sæt - utroligt, hvad man kan få med små biler på!

- Så der skal bages CARS kager i vinterferien!

Andreas og jeg gik også en lille tur med hundene og sidst på eftermiddagen havde jeg lidt kvalitetstid med Marcus, mens ‘mor’ lavede mad.

Andreas og Hero

Hero og Andreas skulle lige have en lille 'klappe-kæle-pause' undervejs

Hygge med Marcus

Zoooooooooooooom

Læs om vores rejse til England her!
Læs om vores ophold i England her!
Læs om hjemturen her! Og her!

Og nyd drengene i sneen her:

Is på vandet ud for Esbjerg havn

Jubiiiiiiiiiii sne!

Hero og Beat

Beat og Hero

Biscuit og Beat

Whisper

Biscuit

Bliss yderst til højre og hendes datter Peace til venstre.

Jeg formoder, at det er naturligt, at minderne om de ting jeg har oplevet sammen med Lis fylder mere i øjeblikket. Sådan er det vel, når man mister et menneske, der har betydet meget i ens liv. Og her i forbindelse med, at vi har ledt efter nyt hjem til Bliss (og Peace) har jeg ofte tænkt på vores tur til Tyskland, da vi kørte ned for at hente hende hos opdrætteren. Jeg vidste, at jeg havde skrevet en artikel om turen og den prøvede jeg at lede efter, men jeg kunne ikke finde den nogen steder. Derfor blev jeg rigtig glad, da Janne nævnte for mig, at hun havde fundet den. Jeg fik hende til at scanne den, så jeg kunne læse den og genopleve turen. Herlig læsning. Jeg havde helt glemt hvor syg Kiri var! Jeg kunne næsten fornemme den fæle lugt på hotellet, da jeg læste om det. Og vores hektiske jagt på de sidste penge. Og de sære damer på færgen. Hold da op en tur vi var på .

Læs artiklen om Lille Hvide Bliss her!

Bliss og Peace i havnen på vej til Orust

Første stop – Erik og Ingelise, der havde lovet at passe Biscuit, Hero og Whisper. Her samlede jeg også Bliss og Peace om, som Bent bragte fra deres midlertidige hjem.

Kl. 5.45 – Bliss, Peace, Beat og jeg ankom til Ringsted, hvor vi mødtes hos Johanna. Vi hoppede over i hendes bil og afsted mod Øresundsbroen.

Færgen til Orust

Turen op gennem Sverige til Göteborg gik problem frit. Første lille krise kom på vej til Orust, hvor Johanna skulle afleverer en yndig lille blue merle tæve, der havde været på date med Chip. Vi troede, at vi var på vej mod broen til Orust… Det viste sig, at vi var på vej mod færgen. Hmmm ok så! Heldigvis var færgen nærmest lige ved at lægge til, da vi kørte ind på havnen, så der var ingen ventetid.

Et yndigt sheltie par

20 minutter senere var den yndige blå tæve genforenet med sin familie! Vi benyttede muligheden for at lufte hunde og strække ben.

Beat var glad for at se sine veninder

Det var skønt at se Beat sammen med Bliss og Peace. Beat er blevet passet hos Lis og det var tydeligt, at han er rigtig glad for dem, for han fjantede og pjattede og lagde op til leg. De to sheltier var helt med på den, så hundene fik en rigtig god pause.

Peace

Yderligere 150 km og så var vi fremme… men de sidste150 km føltes ret lange, fordi det var begyndt at sne. Og snevejret tog til!

Smukt, men man skulle ikke køre ret hurtigt på de her veje....

Da vi ankom til vores destination, turde Johanna ikke køre op ad den lille grusvej op til huset, fordi der var glat og der lå et godt lag sne allerede. Det var også monster glat – så glat, at jeg satte mig på halen på vej ned mod huset.

Fantastisk have - der voksede fisk på buskene!

Johanna og jeg lod hundene sidde i bilen og gik op for at hilse på Bliss og Peaces nye familie. Vi blev mødt af Gunilla og hendes veninde samt Elton, en bedårende Vestgöta Spids.

Elton - super super sød hund med et utroligt temperament.

Vi blev inviteret ind til en fantastisk frokost og mens vi spiste, fortalte vi mere om Bliss og Peace og Gunilla fortalte om hendes liv og den Border Collie, som hun mistede i december.

Efter maden hentede vi Bliss og Peace og introducerede dem for den spændte familie. Alt gik fantastisk! Åbenbart gemmer Elton tørrede fisk rundt omkring i haven, så Bliss og Peace troede, at de var kommet i paradis! De var kommet til en have, hvor der voksede fisk på buskene!

Peace og Bliss

Johanna og Peace

Bliss opførte sig fra starten som om, at hun havde været der hele sit liv. Hun gik ind, tog en slurk vand og lagde sig midt på gulvet. Peace skulle lige se det hele lidt an, men hun var tydeligt tryg ved at Bliss var der og det varede ikke længe, før de begge havde mere travlt med at tigge godbidder og kage-stykker, end med at holde sig til Johanna og jeg.

Bliss, Peace og Elton

Da vi efter to timer tog afsked, havde idylen indfundet sig i hjemmet.

Det var vemodigt at sige farvel – og det var ikke uden tårer. Jeg har kendt både Bliss og Peace fra de var små. Jeg hjalp Lis med at finde Bliss (vælge opdrætter) og var med i Tyskland, da Lis hentede hende. Og jeg sad med Peace i hånden få minutter efter, at hun var blevet født. Men hvor vemodigt det end var, så var det også med dyb glæde, fordi det bare føltes helt rigtigt. Bliss og Peace kunne ikke få et bedre hjem. Jeg er dybt og inderligt taknemlig og glad for, at jeg har kunnet holde mit løfte til Lis.

Trygt sovende på Gunillas køkkengulv, så var Johanna og jeg klar til at tage afsked og køre hjem.

Johanna og jeg startede en hjemtur gennem snestorm og dårligt føre. Hold da op, hvor var det trættende. Der var godt nok langt hjem. De 500 km føltes ca. dobbelt så lange, som de 500 km. op!!!!!!!!!!!

Ankomst hjemme – kl. 22! 15 timer på farten er ret længe… Hold da op, hvor er jeg træt! Sengetid!

Kæmpe kæmpe tak til Johanna, der sparede mig for at skulle køre alene til Sverige, til Bent der kørte til Sorø kl 5 om morgenen og til Erik og Ingelise, der gav mine drenge en rigtig god dag!

Nu krydser vi fingre for, at den næste måneds prøvetid går godt, så vi ikke skal til ud på sådan en tur en gang til!

Hero blev HD og Albue fotograferet i går og i dag da jeg kom hjem fra arbejde lå der to mails til mig fra sundhedsafdelingen. Det var bedømmelserne af de billeder, der blev taget for mindre end 24 timer side. WOW! Det er godt nok flot gået af DKK og Landbohøjskole!

Og så var det oven i købet godt nyt!

Heros HD Status er A og hans Albue Status er O. Jubiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii