God bedring lille Beat

2

Lørdag morgen kl. 5 vækkede Beat mig ved at ligge og lave nogle mærkelige smaske-lyde. Jeg undersøgte hans mund, men kunne ikke se noget og han stoppede da også med at smaske, da jeg havde rodet i hans mund og ville bare gerne ud i haven, så det kom han og alt virkede normalt.

Weekenden tilbragte vi sammen med Helle og hvalpene og både Helle og jeg bemærkede, at han stadig smaskede af og til. Han lavede nogle mærkelige bevægelser med tungen, nærmest som hvis vi har noget, der generer os i munden og ikke kan lade være med at kører tungen hen over det.

Jeg tjekkede hans mund et par gange, men kunne ikke se noget – før lørdag eftermiddag, hvor jeg igen så de mærkelige tungebevægelser og prøvede at kører fingeren rundt langs gummerne i hans mund. Bingo! Jeg stødte på en skarp kant og noget, der nærmest føltes som en rokketand helt inde bagerst i Beats mund.

Mandag morgen ringende jeg til dyrlægen. Deres tand-specialist var på kursus mandag og tirsdag, men da Beat opførte sig helt normalt, spiste og legede som han plejere, vurderede vi, at det var ok at vente. Der blev booket tid til at få den knækkede tand fjernet onsdag morgen.

Beat

Lige ved at falde i søvn hos dyrlægen i formiddags

Så i morges afleverede jeg Beat hos dyrlægen. Jeg sad hos ham indtil han sov og kørte så på arbejde. Operationen skulle varer ca. 1 time og så lige lidt tid til at vågne op, så jeg kunne hente Beat 5 timer senere.

I min frokost pause ringende jeg til dyrlægen for at hører, hvordan det var gået og til min overraskelse var operationen kun lige overstået – den havde varet næsten 3 timer. Der var ikke en knækket tand, men to skadede tænder og de var ikke bare knækkede, de var splintrede, så det var noget af et oprydningsarbejde dyrlægen kom på.

Dyrlægen kunne ikke forestille sig, hvordan en hund kunne lave sådan en skade. Han havde aldrig set noget ligenden og spurgte om Beat leget med sten, så han måske var snublet eller faldet med en stor sten i munden… Nope, Beat kunne ikke drømme om at tage en sten i munden. Metal så? Nej heller ikke, han leger med bløde chuck-it bolde eller stof legetøj. Han er ret sippet med hvad  legetøj der dur og bryder sig ikke om at tage hårde ting i munden. Det ville han ikke gøre.

Til gengæld har han ret meget stereotyp adfærd og når han bliver ophidset (og det gør han over den mindste ting), drejer han rundt om sig selv med høj fart. Han twister tit ind i ting med stor kraft og mit bud er, at han er twistet ind i et eller andet, så han har givet sig selv en ordentlig kæbe-rasler. Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan det ellers skulle være sket.

Dyrlægen kunne heller ikke begribe, hvordan sådan en skade kan være opstået uden at hunden har givet så meget som et piv fra sig, men det ville også kunne forklares med at han er twistet ind i noget. Når han snurrer rundt, kører han så højt, at hans hjerne udskiller adrenalin og endofiner i lange baner. Han er formentlig for ophidset til at mærke noget som helst. Det er en af Beat’s små særheder, at han kører ekstremt højt op af meget lidt stimuli. Det er ikke noget, som jeg har formået at dæmpe eller træne væk – min strategi nu er at træne de andre hunde til at ignorer det, så ikke det bliver sådan hele flokken reagerer (og nej tak – jeg har ikke brug for eller lyst til at få træningsforslag til hvordan jeg skal arbejde med Beat).

Såh, det største mysterium lige nu er i virkeligheden hvordan i alverden han har kunnet levet et normalt liv med sådan en smertefuld skade i 4 dage uden at vise andre tegn på ubehag end lidt smasken. Han er jo ikke hele tiden så højt oppe at kører, at han ikke mærker noget. Det er han måske et par minutter ad gangen nogle gange om dagen. Men hvad med alt det andet tid? Han har spist normal, leget normalt og ikke været mere gnaven end altid. Dyrlægen mener, at han har haft ekstremt ondt, så han må virkelig gøre en indsats for ikke at vise tegn på svaghed???

En træt Beat efter operationen.

En træt Beat efter operationen.

Nu er han hjemme. Han har spist lidt blødt skånekost med A38 over. Han ligger ved siden af mig i sofaen og sover rusen ud – dopet på smertestillende medicin.

Flokkens sygeplejeske Hero tjekker jævnligt hans mund og sikre sig, at han er ok. Hmmm Hero… Det er måske ikke så klogt. Beat magter ikke rigtigt de andre hunde tæt på (det er en anden af hans særheder) og det ved Hero godt. Han er normalt god til at holde afstand, men trangen til at tjekke Beat er simpelthen for stor <3. – Lad os håbe, at Hero er klog nok til at vide, hvornår Beat er vågen nok til ikke længere at finde sig i det!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Beat. Bogmærk permalinket.

Et svar til God bedring lille Beat

  1. Fríða Matras siger:

    Nåå, stakkels Beat. Hunde kan godt holde ud og skjule smerte og sygdom. Godt han har en ejer der undersøger ham.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s