For præcis 5 år siden fik jeg en email fra min gode ven Bob. Han skrev at Jazz’ hvalpe var født – 2 drenge og 4 piger. Far var Aculcia Galaxy Choc Box. Robbies barnebarn parret med Robbies oldebarn…
Nærmest impulsivt skrev jeg til ham og spurgte, om der var mulighed for, at jeg kunne få en af de to hanner. Han svarede ja… Woooohooooo pludselig havde jeg bestilt ny hund!
Og da jeg fortalte Helle om det, tog det ikke lang tid for hende, at spørge om der mon også kunne blive en tæve til hende… Ja igen. Så 6 uger efter rejste vi til England og tog to hundehvalpe med hjem (vi blev der i 2 uger, så hvalpene var gamle nok, da de flyttede hjemme fra).
Hero blev en del af flokken. En skøn hvalp – nem at have med at gøre og altid glad.
At træne Hero viste sig at være den omvendte verden. Han ville så gerne. Han ville virkelig virkelig gerne. Han kunne slet ikke stoppe igen. I løbet af kort tid, var jeg inde på en strategi, hvor jeg belønnede det at stoppe og være i ro, i stedet for at belønne øvelser og det at gøre en indsats.
Og sådan har det været siden – det kan være en udfordring at styre en hund, der hele tiden vil have mere fart på. Det er en balance at lade ham løbe og udfolde sin entusiasme uden at miste kontrollen. Vi bliver hele tiden mere erfarne begge to og lærer hinanden bedre at kende. Og jeg elsker at arbejde med Hero – han er en helt fantastisk fyr.
Når Hero ikke arbejder, så er han en kælen og hengiven skødehund. Mors hund. Kærlig over for sin flok (som han dog ikke er helt sikker på, at han ønsker udvidet med en nevø) og med helt særlige evner, når det gælder om at være omsorgsfuld og opmærksom på andres velbefindende.
Hero er en enestående hund på alle måder.
Stort tillykke med fødselsdagen min skønne dreng.