For hulan da!

6

“For hulan da!”
Det er et udtryk, som jævnligt kommer over min læber i disse tider. Der kan være mange årsager til dette. Lad mig give et par eksempler:

  • Vi går tur. Jeg har alle 4 hunde i snor. De 3 voksne skidter roligt der ud af… Jeg har deres 3 snore i en hånd. I den anden hånd har jeg Gollums snor – holdt langt ud fra kroppen, så jeg fikserer ham i et stramt jerngreb, så han hverken kan nå mig eller de andre hunde, for at forhindre ham i at
    1) springe i hovedet på Hero
    2) hægte sig fast i kraven på Biscuit og lege trækkeleg med den forsvarsløse shelties pels
    3) bide Beat i halefjerene, hvilket altid medfører kontant afregning eller
    4) bide sig fast i mit bukseben, så jeg må trække ham afsted efter mig, hver gang jeg tager et skridt.
    For hulan da Gollum! Vores gåture ligner noget fra en Gø og Gokke-film i øjeblikket.
  • Det har været en lang dag med mange aktiviteter. Hundene har fået mad og nu ligger de rundt omkring i stuen og sover. Gollum sover ikke, så jeg tager ham op på sofaen, så vi kan hygge lidt. Hygge for Gollum er at lægge sig på lur og derefter spring frem og angribe. Der er ingen grund til at angribe legetøj eller andre kedsommelige objekter – det er frisk kød, der skal nedlægges og det eneste friske kød, der befinder sig i min sofa om aftenen er mig. For hulan da Gollum! Det gør mega ondt, når du bider dig fast i mig, borer dine hjørnetænder ned i mit skind og trækker til! Det er ikke sjovt!
  • I det hele taget, så er hygge ikke noget Gollum går op i. Han vil helst løbe, bide, trække, flå eller kradse. Han gider ikke sidde stille. Enten er han i fuld sving eller også sover han. Det sidste er nu ikke meget… Når man rækker hånden ned for lige at klappe ham, er der stor sandsynlighed for, at man får et hvalpe-gebis retur. Av! Man skal pille ham løs fra ærmer, sko eller bukseben flere gange om dagen. For hulan Gollum, du er ved at druke i legetøj – kunne du ikke bare bide i det og så lade mit tøj være??? Hold nu op med at bruge mig som trækkelegetøj!
  • Vi går i seng ved 23 tiden om aftenen og der kommer Gollum ud og tisse. Kl. ca. 2 vågner han igen og vil gerne ud. Det kommer han. Når vi kommer ind igen starter festen. Efter en 3 timers powernap og en tur i haven, er der fuld fart på. I ca. en times tid bliver der gnavet i plastic hundekurven, flyboksen (der også agerer hule inde i hans hvalpegård) bliver angrebet, legetøjet bliver kastet rundt, der tages fodbad i vandskålen… alt i mens jeg desperat holder hovedpuden om ørene i et forsøg på at lukke larmen ude. For hulan da Gollum, vi sover om natten og leger om dagen!
  • Alle 4 hunde ligger og sover. Der er fred og idyl. Gollum rejser sig op – ud af det blå – går hen til Hero, kollapser foran ham og ruller underdanigt rundt mens Hero knurrer og viser alle tegn på afsky – uden at det har nogen som helst effekt på hvalpen. For hulan da Gollum, jeg kan næsten se grinet på dit ansigt, når jeg løfter dig op og fjerner dig fra din stakkels onkel. Det er muligt, at jeg tillægger dig menneskelige motiver, men det ser nu meget ud som om, at du bare gør det for at sætte lidt fest i gaden, når der bliver lidt for stille i huset. Det er bare det Gollum, at vi andre godt kan lide lidt fred og ro ind i mellem.
  • Kameras zoom objektiv (eller noget andet dyrt, der kan gå i stykker) ligger helt inde midt på bordet, så langt uden for en hvalps rækkevidde som muligt. I et ubevogtet øjeblik (og dem er der ellers ikke mange af, men de få der er, bliver udnyttet til det fuldeste) lykkedes det alligevel at mase sig op over bordkanten og nå den yderste flig af den beskyttelsestaske, som objektivet ligger i, trække den hen til bordkanten og ned på gulvet og når jeg kommer tilbage til stuen, er den vildeste fest i gang, med objektivet og objektiv-tasken som midtpunkt. Sikke et held, at Nikon laver kvalitetsprodukter, der kan holde til lidt af hvert. For hulan da Gollum, her i huset bruger vi ikke længere IKEAs slogan “Testet af hverdagen“. Her i huset er det fornemmeste kvalitetsstempel, at noget er testet af og har overlevet Gollum.
  • Gollum ligger og sover i sin hvalpegård efter en dejlig eftermiddag fyldt med oplevelser. Det er tid til, at han skal vågne op, så han kan komme ud og tisse inden der er aftensmad og aftenleg, så han er klar til at sove igen om natten. Jeg går ind i hvalpegården og vækker ham. Han kravler op til mig, slikker min hage lidt, gumler lidt på mit hår og lægger hovedet ind til mig. Han er søvndrukken og vil gerne putte. Han dufter af hvalp og er dejlig varm og blød og helt tillidsfuld. For hulan da Gollum, du er ved at drive mig til vanvid, men på trods af det, så bliver jeg helt varm inden i, når jeg ser dig eller tænker på dig. Min skønne lille sorte fyr.
Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Gollum. Bogmærk permalinket.

Et svar til For hulan da!

  1. Helle Larssen siger:

    For hulan da, det er sjov læsning 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s