Mit dårlige knæ gør det udfordrende, at give hundene motion og udfordringer nok, men jeg forsøger at være kreativ og bruge tid og energi på at sikre, at de får dækket deres behov.
I dag tog jeg dem ud og lod dem løbe på en mark og da de havde brændt den værste energi af, fandt jeg et par tennisbolde frem.
Jeg kastede tennisboldene ind i blade og krat og lod drengene søge efter dem.
Da Biscuit var yngre, var han glad for tennisbolde, men han er blevet magelig med alderen og de siger ham ikke mere så meget, så han søgte efter godbidder i stedet.
Men Hero og Gollum var vilde med tennis-bold legen. De to er meget forskellige af sind – nærmest som nat og dag. Hero er følsom og meget afhængig af mig. Han elsker fart og har nogen gange for travlt til at tænke. Gollum hviler meget mere i sig selv. Han elsker udfordringer og nye oplevelser og selv om han også har fart på, så bevarer han jordforbindelsen og husker at tænke sig om.
Hero startede med at søge i dag og han gjorde det fint. Han fandt 3 tennisbolde i træk. Så var det Gollums tur. Samme resultat. Dygtige drenge.
Næste gang jeg lod Hero søge, var han blevet tændt på boldene og havde slået hjernen fra. Det virkede nærmest som om, at han forsøgte at finde boldene ved hjælp af synet i stedet for med næsen. Han styrtede frem og tilbage med hovedet under armen. Jeg vidste ikke hvor bolden var, så jeg kunne ikke hjælpe ham. Jeg endte med at konkludere at bolden nok var forsvundet og så gik jeg ind for at sikre, at Hero sluttede af med succes.
For at få Hero til at slå næsen til igen, smed jeg nogle godbidder i de visne blade. Hero snuste efter dem og mens han var optaget, lagde jeg en ny bold ned mellem blade og godbidder. Fordi Hero snuste efter godbidder, fik han hurtigt færden af bolden og samlede den op. Bingo! Det gentog vi et par gange og Hero begyndte at bruge næsen igen.
Jeg gemte den nye tennisbold og lod Gollum søge. Det tog ham 3 sekunder at finde den tennisbold, som Hero havde måttet opgive! Og bagefter kom han også med den nye, som jeg havde gemt til ham! Godt så – Gollums mere ‘groundede’ tilgang til opgaven fungerede tydeligvis bedre end Heros turbo-fart. Gollum lavede flere effektive søg.
Heros tur igen. Jeg sørgede for lette søg, som krævede at han brugte næsen. Succes. Det gik rigtig fint.
Og så var det Gollum. Efter et par fine succesfulde søg, kunne jeg godt mærke, at han var ved at være træt, men jeg skulle lige trække den… (hvorfor kan man aldrig bare stoppe mens legen er god?) Tennisbolden blev så meget væk, at Gollum ikke kunne finde den. Til sidst gik jeg ind for at hjælpe ham. Mens han søgte i den ene retning, lagde jeg en ny bold i den anden retning (uden at Gollum så det) og da Gollum kom tilbage, fandt han den hurtigt – stor ros og glæde.
Egentlig tænkte jeg, at når Gollum ikke kunne finde den første tennisbold, så kunne Hero nok heller ikke. Men han fik lov til at prøve… Yep! Det tog ham få sekunder at finde den!
Hehehe så kan jeg lærer ikke at undervurdere Heros teknik! Eller også må jeg konstatere, at Hero med lidt hjælp, lynhurtigt havde tillagt sig en mere effektiv strategi. Hvad det end skyltes, så må konklusionen være, at Hero og Gollum er et godt team, der tilsammen får løst opgaven. Når Hero må give op, træder Gollum til og når Gollum kommer til kort, så er Hero klar 😀