
12 år gammel og stadig gude-smuk
For 12 år siden, var jeg i Prag sammen med min mor. Vi var på juletur og hyggede os gevaldigt. Men så tikkede der en SMS ind fra Dorthe Kjærulff. Bluebee havde født sine hvalpe og der var var en til mig. Pludselig havde jeg ikke tid til at kigge på juleudstilling mere. Jeg skulle finde nærmeste internet café, så jeg kunne se billeder af de små vidundere.

Lille Baby Biscuit ❤
Biscuit er noget helt specielt. Han er på en gang modig som en løve og mild som et lam.
Han elsker mennesker – især børn! Han fungerer godt med de fleste hunde og i de fleste situationer. Han er bare så nem at have med at gøre.

Bedste venner – Biscuit og min nevø Marcus
Og så har vi oplevet så meget sammen. Vi har rejst i hele Europa – både for at optræde, men også bare for at hygge og holde ferie. Biscuit er med på den værste og elsker alle vores eventyr.
Han har prøvet meget i sit 12 år lange liv – han har trænet lydighed, agility, hyrdearbejde, freestyle, HTM og sidste nye hobby Nose Work. Han har været god til det hele.
Jeg kunne blive ved med at prise Biscuits fortræffeligheder og jeg kunne lave lange lister med hans fantastiske resultater, men det er ikke nødvendigt, for alle der kender ham ved, at han er unik. Og det vigtigste er, at han er en del af mit liv og at jeg slet ikke kan forestille mig et liv uden ham.
Kæmpe tillykke med fødselsdagen lille blå. Jeg elsker dig til månen og tilbage – og højere end alle stjernerne.