Helle og jeg mødtes efter arbejde i går.
Vi startede med en dejlig gåtur i skoven, hvor Gollum mulede sin søster Ex-it lidt og vi nød det dejlige vejr. Skoven er så smuk på denne tid af året med anemoner i skovbunden og de første spæde lysegrønne blade hist og pist på de tidligste træer og buske.
Efter turen kørte vi til Tystrup for at besøge Gollums halvsøster Halina og hendes 2 små smukke babyer; Gimli og Ilya.
De er lidt over 3 uger gamle nu og selv om man umiddelbart tænkte, at de stadig tumler noget rundt, så var der fuld fart på i hver sin retning, når vi prøvede at tage billeder af dem. Der var det som om, at deres tumlen aftog og man kunne se deres potentiale som fremtidige agilityhunde 😉
Og de var bare så søde, når de hyggede med deres Tante Frida ❤
Da vi havde nusset og pusset, sagde Helle og jeg farvel og tak for at vi måtte komme og så kørte vi tilbage til Sorø, hvor vi spiste aftensmad på Torvet omgivet af vores egne 7 hunde, der nu har startet årets Cafe Træning. At kunne ligge stille og roligt og hygge sig, mens deres ejere nyder cafe-livets glæder, er en vigtig kompetence for en border collie 😉
Tak for en super hyggelig eftermiddag 😊