Fredag efter arbejde, trænede jeg en time med drengene og derefter kørte jeg mod Hillerød, hvor vi gik en tur og derefter mødtes jeg med min søster.
Vi pakkede bil og gjorde de sidste ting klar – den store dag var kommet. Vi skulle til Sverige og hente lille Amy.

Kronborg set fra færgen mod Sverige
Turen til Sverige gik let – indtil vi troede, at vi vidste bedre end GPSen og valgte en anden rute. Det lagde små 20 km. til turen. Ups 😀
Nåh ja – vi kom forresten også til at stoppe i en kæmpe slik-butik fyldt med bland selv slik!
Vi kom frem og blev mødt af Mor Kajsa og Mormor Berit. Og naturligvis opdrætter Katarina. Katarina havde en masse informationer og papirer til min søster og mens de klarede det, kunne jeg hygge med hunde.
Der var en lidt trykket stemning. Det var tydeligt, at det var svært for Katarina, at Amy skulle flytte og jeg fik simpelthen så ondt af hende. Jeg kan tydeligt huske, hvor svært det var, da Gollums søskende skulle flytte hjemmefra. Jeg vidste, at de skulle ud i de bedste og mest kærlige hjem og at Helle og jeg umuligt kunne beholde dem alle 6, men alligevel var det forfærdeligt at se dem køre. Det er sjovt, at opdrætte hvalpe og en glæde at følge dem gennem livet, men lige præcis den dag, hvor de skal flytte, er simpelthen så svær.
Hjemturen gik over al forventning. Amy sad lidt i sit bur og lidt på skødet. På færgen sad hun hos min søster. Hun tog det hele så fint. Så lige tingene lidt an og derefter var hun klar til at udforske.

I bur i bilen

Og lidt på skødet

På færgen
Da vi kom hjem til min søster, satte vi os på gulvet med hende og det varede ikke længe før hun var en værre bandit, der hoppede rundt oven på os, undersøgte sit nye legetøj og hyggede sig med at udforske. Hun øgede gradvis sin radius fra hvor vi sad, men kom jævnligt tilbage for lige at blive bekræftet i, at alt var ok.
Ingen uheld indenfor hele aftenen – dygtig pige.
Og hun sov også godt om natten, da hun lige havde fået det antal puder ind i buret, som passede til hende. Min søster sagde, at det havde været lidt for varmt i begyndelsen med for mange puder.
Lørdag morgen vågnede Amy og var i strålende humør. Hun var klar til at at fjolle og lege og hygge. Hun havde den vildeste fest med at hive mig i håret og hun hyggede med sine legeting og med at bruge min søster og jeg som hoppeborg. Hun var bare så sød.

En lille morgenlur hos min søster
Klokken blev alt for hurtigt 8, hvor jeg skulle afsted til Store Hestedag – det var svært at køre fra Hillerød, når der var sådan en skøn lille baby at hygge med ❤
Tillykke Dorethe, Marcus og Andreas med jeres nye hvalp. Hun er bare så lækker ❤
Pingback: Store Hestedag – dag 1 | Dog Dancing Dagbog