Jeg lærte i hvert fald en ting af vores Nose Work prøve i Herning. Jeg skal ikke tilmelde til prøve 2 weekender i træk. Jeg når ikke at finde motivationen igen på 5 dage og Gollum fik ikke helt den pause, som han havde brug for mellem prøverne.
Men jeg havde tilmeldt til prøve i Herning, fordi jeg havde håbet, at der ville være mere publikum end ved sædvanlige prøver. Det er noget af det, jeg som dog dancer, virkelig savner ved Nose Work. At man ikke har ret meget publikum. Tit er man alene i et lille område blot med dommer og tidstager. Jeg elsker publikum og gang i den, når jeg arbejder med mine hunde og det havde jeg håbet at få i Herning. Alt for sent opdagede jeg, at prøven foregik under opbygningen af den internationale udstilling og ikke under selve udstillingen, så der var fantisk endnu færre tilskuere end ved mine tidligere prøver. Men jeg kunne jo bare have tjekket min kalender og DKKs udstillingskalender ordentligt inden jeg tilmeldte….
Vi kørte hjemme fra ved 7 tiden og bortset fra kø omkring Vejle, var gik turen til Herning let. Jeg stoppede et kvarters-tid inden ankomst og gik tur med hundene.
Da jeg fik øje på denne plakat, genkendte jeg den straks fra et billede, som jeg tog for 9 år siden på vej mod VM i Herning.

2019 – Biscuit, Hero og Gollum
Vildt som min flok har ændret sig på 9 år. Kun Biscuit går igen på begge billeder, men selv hos border collierne er der en tråd tilbage til min gamle flok. Robbie, der er på 2010 billedet er nemlig oldefar til Hero og tipoldefar til Gollum. Så selv om det er andre hunde, så er det samme slægt ❤

2010 – Biscuit, Robbie, Beat og Whisper
Vi ankom til Messecenter Herning og da jeg havde fundet ud af hvor vi skulle være, var der tid til endnu en gåtur med flokken.
Derefter check-in, briefing og bane-gennemgang.
Og så en lang ventetid, for jeg skulle starte sidst og man tog alle 4 søg i træk. Jeg slog tiden ihjel ved at arbejde fra bilen (havde min PC med), gå en tur mere med drengene og spise frokost… lidt afbrudt af jævnligt at checke op på, hvor langt prøven var nået.
Jeg fik gjort klar lidt for tidligt, men pyt… jeg brugte ventetiden på at træne lidt heelwork med Gollum i den store messehal. Mega fedt, for han var super skarp på trods at, at der var uro fra biler og standejere der bragede og bankede mens de byggede deres stande op. Dygtig fyr.
Og så blev det vores tur.

Første søg var beholdersøget. Det løste Gollum rigtig fint. Kasserne var meget lette, så han flyttede lidt rundt på den i et forsøg på at sætte næsen på og markere, men det var ikke noget han fik fejl for. Jeg er tilfreds – han gjorde det godt.

Ved indesøget løb vi tør for tid. Kilden sad på stativet med de runde plader under foden i bagerste højre hjørne. Gollum blev ved med at søge på forsiden, så mit gæt er, at færten blev blæst ind gennem pladerne om på forsiden og selv om jeg bad Gollum tjekke bagsiden, så kom han aldrig ind i en vinkel, hvor han kunne opfange duften og opdage, at kilden sad bagved selv om duften spredte sig på forsiden.

Jeg husker det som om, at kilden sad på hjulet af en af skraldespandene og jeg husker det som om, at Gollum lavede et fint søg. Han gik hele vejen hen langs genstandene og så tilbage og markerede.

Ved køretøjs-søget sad kilden under nummerpladen og Gollum var ret hurtigt med på, at den ikke sad på traileren. Han gik direkte hen foran bilen og lokaliserede kilden der.
Alt i alt 4 fine søg, som jeg kun kan være tilfreds med, selv om vi kun fandt de 3 af kilderne inden for tiden. Jeg ville gerne have haft mulighed for at gennemføre indesøget, for at give Gollum den erfaring med at arbejde sig frem til kilden, men han fik lov til at finde den selv om tiden var gået, men naturligvis med kraftig guidning.
Jeg kunne godt lide at tage alle 4 søg i træk. Det var rart at gå direkte fra det ene til det andet. Der var kun en opvarmning og det var let at bevare fokus. Men jeg kan mærke her dagen efter, at jeg faktisk ikke husker søgene så godt, som jeg plejer. De har ikke rigtigt nået at lagre sig. Jeg har sværere ved at huske hvor kilderne sad og hvordan søgene var, så jeg tror ikke, at jeg lærer så meget af en prøve, når jeg ikke har bearbejdnings-tid mellem søgene. Jeg nåede heller ikke at nyde mine søg så meget som jeg plejer. Der er fordele og ulemper ved alle systemer…
Hjemturen var lang! Trafikken over Fyn mod Sjælland var dræbende! Fra Lillebæltsbroen og til efter Odense, var jeg ikke oppe på over 60 km/t. Og så begyndte det også at regne, men det kan man nok ikke klage over, når nu vejret var fantastisk under hele prøven 🙂
Tak til DKKs Nose Work team for jeres indsats med prøven og til dommerne, der brugte en hel dag på at vi kunne gå til prøve.