Velkommen til Tango

20200619_0951502

Det var en dramatisk weekend…. Jeg holdt øje med SAS’ hjemmeside nærmest non-stop. Det fly, som Tango skulle komme til Danmark med, skiftede frem og tilbage mellem listen over fly, der fløj og fly, der var aflyst.

Lettelsen var derfor stor, da det hen ad mandagen begyndte at tegne til, at han godt kunne komme frem.

FB62

Og da jeg endelig så ham, var det med en klump i halsen og tårer i øjnene. Det kan ikke anbefales, at købe hund i udlandet under en pandemi. Det er utroligt stressende ikke at kunne planlægge eller få svar på, hvornår man kan få den hjem. Jeg vidste, at det ville blive problematisk, da jeg besluttede, at han skulle være min nye hund… men det føltes ikke som om, at der var et valg. Jeg forelskede mig.

Jeg var heldig, at flytrafikken mellem Belgien og Danmark kom i gang, da Tango var ca. 10 uger gammel, så han kunne fragtes direkte fra Bruxelles til København. Fordi han skulle rejse uledsaget, skulle jeg bruge en importtilladelse fra fødevarestyrelsen. Det tog omkring 24 timer at få og derefter var der ingen problemer i at han kunne rejse… altså andet end at flytrafikken var ustabil og at jeg tilbragte weekenden som et nervevrag.

FB42

Det første billede af Tango på dansk jord

Tango selv var top sej og tog rejsen i stiv arm. Da han kom frem, var han sulten og ville gerne sidde på armen lidt, men ellers var han ret uanfægtet. Han sprang direkte i mine arme og var glad og tillidsfuld.

FB32

Sulten lille fyr

Helle passede Gollum mens Bodil og jeg var i lufthavnen, så Gollum og Tango mødtes for gang hjemme hos Helle. Jeg havde været bekymret for Gollums reaktion. Han er en social fyr og er glad for andre hunde, men han blev også tæt knyttet til mig i de uger, hvor det kun var han og jeg – jeg var usikker på, hvordan han ville have det med, at en anden hund blandede sig i det. 

20200615_1905022

Helle ligner ikke en, der værdsætter et dejligt hvalpekys 😍

Men Gollum gjorde min bekymring fuldstændig til skamme. Han hilste venligt på Tango –  det var meget udramatisk. Og allerede samme aften begyndte de at lege sammen hjemme på stue-gulvet.

FB22

God dag lille Tango

Min job situation er lidt anderledes i øjeblikket, fordi jeg er konsitueret centerleder for hele handicap og psykiatriområdet og derfor kan jeg ikke rigtigt holde ferie. Desuden har det været svært at planlægge med ferie, fordi jeg ikke vidste, hvornår Tango rent faktisk kunne komme til Danmark. Så løsningen er blevet, at Tango er med mig på arbejde hver dag.

Tirsdag startede vi med en gåtur og hvis ikke jeg i forvejen havde været imponeret over Tangos måde at indtage sit nye liv, så blev jeg det der… han gik tur sammen med Gollum, som om han aldrig havde lavet andet. Han futtede lystigt afsted i vældigt humør.

Og da vi kom frem til kontoret, hilste han høfligt på alle og så rullede han sig sammen i et hjørne og sov.

20200617_1301372

Tirsdag var vi kun på arbejde i et par timer. Derefter kørte vi ud for at hygge-træne-lege lidt. Tango var så fin og lavede et par små hygge øvelser. Gollum fik lov til at løbe og lege. Det var ikke seriøs træning – bare lige for at skabe relationer og brænde krudt af.

Jeg skulle nemlig hjem til et online møde, hvor jeg godt gad, at Tango sov. Det gjorde han ikke – gøede og fjollede… heldigvis kunne jeg slukke mikrofonen og efter 15 minutter faldt Tango faktisk til ro og så kunne jeg deltage lidt mere koncentreret i mødet.

Tangos ‘ulvetime’ er et kapitel for sig. Kl. 18 hver aften kegler han fuldstændigt ud. Han tænker kun på at bide og flå – i alt andet end sit legetøj. Og det stopper ligesom ikke før han bliver tvunget til at stoppe. Han er uhyre opfindsom og uden for pædagogisk rækkevidde. Tirsdag aften blev han ved i 3 timer. Derefter puttede jeg ham i bur og kort tid efter sov han. De næste aftner, har han fået lov til at ræse rundt i en times tid, så er han kommet i snor og er blevet tvunget til at slappe af. Så sover han. Jeg er også begyndt at introducere fyldte gummi-legeting (f.eks. Kong med vådfoder i), for at holde ham aktiveret med noget, der ikke går i stykker af hans skarpe hvalpetænder.

Tango vågner kl. 4 om morgenen. Hver morgen! Og så nægter han at sove mere. I de sidste par morgner har han dog kunne sove videre efter ½ times leg med Gollum.

20200618_0620132

Vågen kl. 4 – ½ times tumlen med Gollum og så lige en power-nap mere til ved 6-7 tiden.

Jeg glæder mig til, at vi kan springe den ½ time over og bare sove til kl. 6 eller 7.

20200617_0455582

Morgentræt… den ene af os i hvert fald…

Det går super godt med at have Tango med på arbejde. Han opfører sig hovedsageligt eksemplarisk. Lidt fjol i ny og næ, men ikke noget, der er problematisk. Jeg har et bur med til ham, men han har ikke brugt det endnu.

Gollum elsker vand og vi har haft et par varme dage, så vi har været ved søen og Tango har taget sin første svømmetur… men han er stadig lidt forbeholden og ikke helt sikker på, at det er hans favorit-beskæftigelse. Det skal han nu nok få lært 🙂

20200618_1632222

Gollum

I dag var Tango ved dyrlæge for at få sin 2. vaccination og han var top sej. Dyrlægen var også super. Hun gjorde en fyldt KONG klar til ham, som han kunne stå og gnave i mens han blev stukket, så han opdagede nærmest ikke hvad der skete. Det var en god oplevelse og Tango var sit sædvanlige glade og uartige selv 😀

Ellers bruger han tiden på at lege med Gollum (der er verdens bedste storebror), om-møblere hundesengene og bide i ting, som man ikke bør bide i.

20200617_1652252

Han ligner en engel, men skindet bedrager 😉

20200616_1737422

 

Dette indlæg blev udgivet i Gåture, Gollum, Tango. Bogmærk permalinket.

Et svar til Velkommen til Tango

  1. Kath Hardman siger:

    Beautiful report of your new team mate. Fabulous xxxx

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s