2 x NW2 og en hvalpeprøve

Weekendens arrangementer startede allerede fredag aften kl. 17.30, hvor vi skulle til NW prøve i Ringsted. Gollum var tilmeldt i kl. 2 og havde været så heldig, at få en plads.

Inden vi nåede så langt, fik vi dog lige passet en gåtur i Kærehave Skov ind… når nu vi var i Ringsted.

Prøven blev afholdt på en maskine-udlejning, hvilket bød på nogle anderledes søgeområder og også anderledes dufte, som de reelle dufte skulle konkurrere med; maskine-olie, benzin mv. Det var et spændende sted at være til prøve.

Vi lavede 4 søg i træk – det kan jeg bedst lide, så jeg var glad. Gollum og jeg startede sidst i konkurrencen, så der var ingen stress på. Jeg havde god tid til at hygge og slappe af inden vi skulle i gang. Det var virkelig varmt, men jeg fandt en skygge-plet, hvor jeg kunne sidde med Tango og Xmas. Gollum slappede af i bilen.

Og Xmas var så heldig, at møde sin kuld-bror Uno ❤

Første søg var køretøjs-søget og vi lagde godt ud med en fin og hurtig markering. Dernæst markerede Gollum igen – desværre lidt for langt fra kilden. Gollum har normalt ikke tendens til at fejl-markere, men det var et bæltekøretøj og jeg tænker, at der var mange hulrum og baner i sådan et bælte, hvor duften kan løbe, så jeg er ikke super bekymret over det.

Næste søg var inde-søget. Et stort område med en masse kæmpe skovle til gravmaskiner.

De stod tæt og var svære at komme rundt i mellem. Gollum fandt ret hurtigt en kilde, men den anden nåede han ikke at finde før tiden var udløbet. Det viste sig senere, at den sad bagerst i området inde mellem skovlene. Jeg tror vi var i nærheden, men ikke helt derinde.

Beholder-søget sad lige i skabet! Hurtig tid og tydelige markering. Perfekt… bortset fra, at jeg glemte at sige “færdig”. Jeg belønnede med bold og godbidder og derefter indikerede jeg overfor dommeren, at jeg var klar til at gå videre… ingen respons… Hold nu op, jeg stod længe og kiggede på hende og overvejede, hvorfor hun ikke gik videre til ude-søget, men bare stod og stod…. Vi endte på en tid på 53 sekunder! Ups!

Ude-søget var en terrasse med en hæk rundt om. Der var lidt plads på begge sider af terrassen, der også talte med i søget. Gollum gik rundt om hækken og fik derfra fært af en kilde inde på terrassen, så han vendte tilbage og fandt den siddende på et stolben. Derefter søgte han videre… og da han kom til det sted, hvor han fik fært første gang, reagerede han igen… Jeg troede, at det var den duft, han allerede havde fundet en gang, så jeg afledte ham og fik ham videre… det viste sig at være 2 tæt-placerede dufte, så han havde formentlig fundet den anden kilde, hvis ikke jeg havde forstyrret ham. Argh men altså – dum dum handler!

Ja, ja, man kan ikke vinde hver gang!

Lørdag morgen gik turen til Hvalsø, hvor der var afslutning på Xmas’ hvalpehold. De 3 hvalpetrænere havde lavet en fælles afslutning med en lille prøve. 3 små rally-baner, hvor skiltene var øvelser, som vi har arbejdet med gennem hvalpetræningen; tandvisning, et lille søg, en tunnel, indkald osv.

Det var så hyggeligt og Xmas gennemførte alle 3 baner i fin stil. I ventetiden gik vi ind i skyggen og trænede lidt på de øvelser, som vi har fokus på lige nu. På trods af varmen, var Xmas super dygtig.

Vi fik en pose guf og et fint diplom for en velgennemført “prøve”.

Efter hvalpeholdets afslutning trænede jeg lidt med Tango og Gollum, men det blev ikke til ret meget. Tango arbejdede fint i ca. 10 minutter og så orkede han ikke varmen mere og begyndte at fjolle.

Og Gollum havde været til NW dagen før og skulle igen dagen efter, så han fik bare lige 15 minutters heelwork træning – hans hoved skal jo også kunne følge med i alle de aktiviteter, som han bliver budt ❤

Vi stoppede ved søen på vej hjem og drengene fik lov til at komme ud og bade. En dejlig afslutning på en fin dag.

Søndag morgen startede vi hjemme fra kl. 7. Gollum skulle til NW2 prøve på Græsted Skole.

Det var varmt! Meget varmt! Vi lavede et lille sølv-telt, men det var stadig varmt 😉

Denne gang lavede vi 2 søg, så en pause og derefter 2 søg. Heldigvis havde jeg husket at få køledækken med til Gollum, så ikke han blev alt for varm på ventepladserne. Jeg havde også vand med rundt til ham. Det plejer jeg ikke at have, men i 27 graders varme er det nødvendigt.

Første søg var indesøget. Han fandt én kilde og søgte så videre, men fandt ikke rigtigt mere. Da jeg havde fået 30 sekunders advarslen uden at finde noget og tiden var ved at løbe ud, så valgte jeg at gætte. Jeg var helt med på, at der ikke var en tydelig indikation af, at der var en kilde, men Gollum viste lidt interesse for 2 steder – ikke nok til, at jeg reelt tænkte, at der var en kilde, men vi havde jo ikke noget at tabe, så jeg satsede og gættede på en høj kilde ved en reol. Det var der ikke 🙈. Pyt! Tænk nu hvis den havde siddet der – så havde det været mega sejt 😂

Vi gik videre til beholder-søget. Der markerede Gollum lynhurtigt for første beholder. Jeg belønnede og sendte ham tilbage ind i søget. Han markerede igen og jeg var virkelig i tvivl om det var samme beholder eller den, der lå ved siden af…. jeg tøvede lidt, for jeg vidste faktisk ikke hvad der sker, hvis man siger “fundet” til samme kilde to gange. Det var ikke samme kilde – de to beholdere lå bare ved siden af hinanden. Og der sker åbenbart ikke noget, selv om man melder fundet på samme kilde to gange. Men jeg fik meldt færdigt. Dejligt. Det viste sig senere, at der var både uld og hestehår som forstyrrende dufte, så det var jeg glad for, at Gollum ikke tog sig af.

Og så var der frokost pause. Jeg luftede hunde og hyggede med dem i skyggen. Gollum og Xmas lagde sig hurtigt ned og fik en lur. Tango havde travlt med mange ting. Han skulle ikke have nogen lur 😄

Efter frokost stod den på køretøjssøg og udesøg.

Køretøjs-søget bestod af 2 biler. Gollum fandt hurtigt kilden foran på den ene. Vi søgte færdigt på den uden at finde mere og gik videre til den næste. Da 30 sekunders advarslen kom, trak Gollum pludselig tilbage til siden af første bil og viste tydeligt at duften var der. Jeg fik sommerfugle i maven, for tiden gik og det føltes som en uendelighed inden han tog en beslutning og fik markeret. Vi nåede det! Phew!

Udesøget var et ret stort område med mange bjælker, træer, bænke og et skur. Underlaget var sand. Ikke et let område, men Gollum var super sej. Han fandt hurtigt første kilde og markerede tydeligt.

Han gik videre og blev interesseret i noget højt i det ene hjørne. Jeg har været lidt bange for høje søg til prøver, fordi jeg er usikker på, hvordan han markere, når ikke kan kan sætte næsen på kilden, men det løste han. Han stod op ad bjælken, stirrede op og frøs i stillingen. Jeg sagde med bæven i stemmen “fundet” og straks jeg hørte “korrekt”, fik jeg også færdig-meldt. Phew! Det føltes som et hurtigt søg og det viste det sig senere, at det også var. Han vandt ude-søget.

Han blev nr. 2 i beholder-søget og WOOOOHOOOOOO han vandt prøven! Han var den eneste hund, der fandt 7 ud af de 8 kilder. Seeeeej fyr ❤ Jeg er mega glad og stolt, for jeg har synes, at oprykningen til kl. 2 har været svær.

Vi var færdige med prøven kl. 15.30 og derefter gik turen de 20 km til Hillerød, hvor vi sluttede en dejlig weekend af på bedste vis hjemme hos min søster, der bød på kold iskaffe og kirsebær. Mine drenge hyggede i skyggen sammen med mopserne. Der er ikke noget bedre end en harmonisk hundeflok ❤

Nu har vi en lille pause i NW prøverne – i de næste måneder står den på HTM. Det glæder vi os også til 😊

Tak for gode prøver og arrangementer til alle arrangørerne; BCK/Puddelklubben, Hvalsø Hundevenner og Nose Work Sjælland/Hundesymfonien.

Dette indlæg blev udgivet i Gåture, Gollum, Hvalpe-motivation, Konkurrencer, Nose Work, Tango, Xmas. Bogmærk permalinket.

Et svar til 2 x NW2 og en hvalpeprøve

  1. Helle siger:

    Sikke en dejlig weekend og stort tillykke med Golberts flotte prøver 🇩🇰👏🥰

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s