“Small in size – big in attitude” er den perfekte beskrivelse af Xmas. Hvis man kunne spørge ham selv, hvordan han så ud, ville han sige: “Jeg er en stor muskuløs hanhund på hen ad 60 kg. i kampvægt”.
I realiteten er han et lille fnug på lige omkring 7 kilo, der har brug for at komme op og kramme, når han bliver træt og som gerne vil bæres på gåturen, hvis det er for koldt eller for vådt.
Han er kærlig og omsorgsfuld over for dem han kender – men ganske reserveret overfor fremmede. Lydighedsinstruktøren i Hvalsø prøvede, for flere uger siden, at røre hans fod mens han sad oppe hos mig. Han har stadig ikke tilgivet hende og skuler til hende hver gang hun nærmer sig.
Der er meget lyd i sådan en lille fyr. Han elsker at høre sin egen stemme og der er altid en god grund til at gø. Han råber, hvis han er glad, hvis han er sur, hvis han vil have opmærsomhed, hvis han ser noget, hvis han hører noget eller bare hvis han har lyst.
Vi arbejder ihærdigt på, at lyd er fuldstændigt forbudt når vi træner og selv om vi ikke har en succesrate på 100%, så er det meget tæt på. Hans “vuffer” under træning kan tælles på en hånd. Jeg krydser fingre for at det forsætter.


Xmas elsker at træne. Han har en kæmpe arbejds-motor. Det er en fornøjelse. Vi har brugt det første år på at lærer grundfærdigheder inden for Dog Dancing og nu er vi så småt i gang med hans første rigtige koreografi. Han er også godt i gang med Nose Work, som han også viser store entusiasme omkring. Arbejdsmæssigt er han alt hvad jeg havde håbet på og mere til.


Til gengæld er han en pest, når det kommer til mad. Han er den mest kræsne lille fyr jeg nogensinde har mødt. Selv om jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde kom til at fodre en hund med barf, så kører jeg nu jævnligt til Slagelse og fylder lageret op med VOM. Jeg kan simpelthen ikke overtale ham til at spise tørfoder. Godbidder er også træningspølse eller enkelte varianter af Beef stick. Hidtil har jeg ikke fundet andet, som han kan overtales til at acceptere som belønning i træning.
Xmas er en drillepind og han har en veludviklet sans for humor. Han driller mig og han elsker at drille Gollum. Tango lader sig ikke sådan drille, så han er ikke lige så sjov. Jeg sørger selvfølgelig for at stoppe ham, når det er Gollum det går ud over 🙂
I dag fylder Xmas et år. Stort tillykke med fødselsdagen, lille mand. Jeg elsker dig til månen og op til alle stjernerne og tilbage igen ❤
I søndags fejrede vi fødselsdag sammen med vennerne. Der var træning….



Kage….


Og gaver….


Hvad mere kan man ønske sig af en 1 års fødselsdag.

I dag skal vi fejre med træning og gåtur og der er en lille gave mere….
TILLYKKE MED DAGEN!
Xmas træning op gennem hans første år:
Stort tillykke med 1 års fødselsdagen 🇩🇰 Og tak for en dejlig fest.
Ex-it siger det er fantastisk at have en at råbe sammen med 😂