Tango er på ingen måde en “sær” hund. Faktisk tværtimod. Han er mega stærk i miljøer og enormt social. Han elsker at være sammen med andre hunde og er venlig og imødekommende både over for hunde af begge køn og overfor mennesker. Han er en rigtig fest-abe og derfor havde jeg heller ikke set det komme – at han skulle blive super følsom, når det kommer til håndtering.
– Men da Tango var 5 måneder gammel blev han syg. Han fik dårlig mave og blev virkelig dårlig tilpas. Han havde det så skidt. En af de dage, hvor han havde det dårligt, opdagede jeg, at han havde tørret afføring i halepelsen. Det ville jeg børste ud, så jeg tog en blød børste med den ene hånd, greb Tangos hale med den anden og børstede pelsen ren.
Det hele gik så hurtigt og jeg lagde ikke noget i det – det er jo bare den slags man lige gør… men da jeg slap Tangos hale, stak han af ud i haven for at gemme sig. Jeg stirrede overrasket efter ham…
Jeg gik selvfølgelig ud for at hente ham og trøste ham og det var også ok, men efterfølgende stak han af hver gang jeg rakte ud efter noget på bordet (hvor børsten havde ligget). Det blev hurtigt tydeligt for mig, at det jeg havde gjort som en hurtig praktisk lille foranstaltning, havde gjort et stort og ubehageligt indtryk på Tango. – Formentlig fordi han var så skidt tilpas, at han slet ikke kunne overskue at skulle håndteres.
Da han fik det bedre, begyndte jeg at lægge børsten på gulvet og klikke ham for at forholde sig til den… men jeg kunne hurtigt se, at der kom stærke reaktioner, så jeg besluttede at give ham fred og ro fra børsten mv. i en periode og så starte forfra.
Imidlertid fungerede det ikke sådan med Tango. Selv efter en pause, hvor han ikke blev eksponeret for noget der mindede om børster, så vedblev han at være ekstrem følsom overfor alt hvad der lignede håndtering.
Helle kunne børste ham – men det var tydeligvis et overgreb. Dog tilgav han hende hurtigt – det gjorde han ikke ved mig. Hvis jeg forsøgte at børste ham, blev han mistroisk overfor mig i alle situationer og begyndte igen at gemme sig, når jeg rakte ud efter noget på bordet. Så Helle og jeg lavede en aftale om, at hun børstede ham, når det var nødvendigt.
Negleklipning var værre. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Han kæmpede for sit liv og det kunne simpelthen ikke lade sig gøre at fastholde ham. Han skreg af angst og det var ubærligt.
I foråret 2022 så jeg 2 virkelig kompetente mennesker kaste håndklædet i ringen og erkende at de ikke kunne klippe negle på ham og jeg erkendte at vi nok havde en situation, hvor Tango måtte bedøves, når han skulle have klippet negle.
Kort efter slog Karen S. Ulrich fra Hund og Træning et kursus i Frivillig Håndtering op og selv om jeg ikke rigtigt troede på det, så besluttede jeg at give det et forsøg. Jeg sagde lidt fortvivlet til mig selv, at hvis man kan træne løver og bjørne i Zoo til at lade sig håndtere, så må man vel også kunne skabe lidt forbedring i Tangos forhold til at blive håndteret.
Første træningsdag var forholdsvis nedslående. Første øvelse var at lægge hånden på hundens ryg, klikke og belønne. Tango havde det fint med det de første to gange, men da det gik op for ham, at jeg klikkede og belønnede for det, så blev han mistænksom… var der mon en bagtanke? Og så begyndte at han trække sig og ville ikke være med til den leg mere. Den første træningsdag var faktisk ret grænseoverskridende for Tango – han blev mistroiske og utryg og meldte fra til det meste.
Når jeg ser Tango blive utryg ved noget jeg gør, så bliver jeg følelsesmæssigt berørt og jeg får lyst til bare at stoppe det vi er i gang med, kramme Tango og lade det ligge for at undgå at både han og jeg bliver utilpasse. Derfor var det rigtig godt at have Karen på sidelinjen til at komme med nye input og tanker. I stedet for bare at pakke sammen, så ændrede vi strategi. Jeg rørte ikke Tango – i stedet klikkede jeg ham for at røre mig.
Der var kæmpe fremskridt allerede den første uge og i løbet af 2 – 3 uger lavede Tango adskillige forskellige typer at target adfærd – kind target, hals target, hage target, hoved target og han lagde oversiden af snuden op mod min hånd. Det jeg også bemærkede var, at han i langt højere grad opsøgte min hænder i andre situationer. Det at han fik kontrollen over berøringen gjorde en stor forskel.
Sideløbende arbejdede vi med hagetarget på en skammel, hvor jeg i starten førte hånden hen over hans hoved og efterfølgende berørte hans hoved. Og vi arbejdede med platform, så jeg kunne begynde at bevæge mig rundt om Tango.
Vi lærte også Tango at lave næse-dut på alle mulige genstande – først genstande, som han var meget tryg ved – min mobil telefon, bilnøgler o.lign. Senere også på neglesaksen – vi er endnu ikke nået til børsten.
I løbet af træningen arbejder vi med to forskellige koncepter – først at hunden kan acceptere håndtering og derefter at den kan samarbejde om det. Mit første mål for Tango er, at han kan acceptere håndtering. Om han kommer til at kunne samarbejde om det er uvist.
Efterhånden som Tango i langt højere grad accepterede min berøring og havde fået større selvtillid i forhold til det, så begyndte jeg at overveje, hvordan jeg kunne komme videre. Tangos negle var voldsomt lange, så vi begyndte at nærme os det tidspunkt, hvor jeg var nødt til at få ham bedøvet og få dem klippet, hvis ikke der skete fremskridt.
Det jeg oplevede med Tango var, at han reagerede og selv når det hele var overstået, kunne han blive ved med at have ubehaget i kroppen og hidse sig selv mere op. Selv om selve håndteringen måske varede 5 sekunder, så kom det til at fylde i flere minutter, fordi han derefter brugte lang tid på at sikre, at der ikke kom mere… så jeg skulle finde en måde hvorpå jeg kunne gøre det jeg skulle gøre og når det var overstået, så skulle det være tydeligt at det var slut og at der ikke var grund til at tænke mere over det og bygge oven på….
Bilen blev løsningen. Hver gang Tango skulle ind i bilen, så løftede jeg en fod, kiggede på den, slap den og lukkede Tango ind i bilen og gik. Typisk satte jeg mig selv ind i bilen og begyndte at køre. Jeg var derfor væk og Tango havde igen grund til at spekulere over om der mon kom mere håndtering.
Det viste sig at være en fantastisk strategi for Tango. Det gik forbløffende hurtigt for ham at vænne sig til lige at få løftet poten. Hans reaktion på håndteringen var minimal. Så jeg begyndte at kigge nærmere på poten, fjerne pelsen fra en negl og i det hele taget håndtere poten som om jeg ville klippe en negl. Det hele var kortvarigt og præcist; en negl, slut og ind i bilen. Færdig.
Det gik så godt, at jeg lagde en neglesaks ud i bilen og forsatte træningen. Og så en dag gjorde jeg præcis som jeg plejede bortset fra, at jeg tog neglesaksen, klippede en negl, satte poten ned, lukkede Tango ind i bilen og gik! Med den vildeste hjertebanken! Jeg havde lige klippet en negl på Tango! Jeg var så berørt, at jeg næsten rystede… og vildt glad. Det var længe siden, at jeg havde troet på, at det ville kunne lade sig gøre.
Det var en vild følelse – at have nået et gigantisk mål og ikke rigtigt kunne fortælle nogen om det… Jeg skrev straks til Helle og Karen, men egentlig havde jeg lyst til at blæse det ud på alle sociale medier i verden! “Jubiiiiii – jeg har lige klippet en negl på Tango!!!”. Det føltes som en sejr på linje med at vinde DM. Men det ville bare ikke give mening for ret mange. Så i stedet for at råbe det ud i verden, så forsatte vi træningen.
For nu var det store spørgsmål om det var held eller om det stadig kunne lade sig gøre, nu hvor Tango havde opdaget, at jeg tog det et skridt videre.
De næste dage pillede jeg igen kun ved neglene, men efter et par dage klippede jeg en mere. Tango tog det fint. Han så mig tage neglesaksen og trods dette meldte han ikke fra. Og i løbet af de næste 3 – 4 uger blev alle negle klippet – en ad gangen med et par dages mellemrum. Derefter tog jeg en saks ud i bilen og gik videre med at trimme de lange hår på poterne. Et klip ad gangen… det tog også et par uger.
Nu er vi der hvor jeg håndtere poterne dagligt og med jævne mellemrum klipper jeg en negl eller lidt potehår. Det er enormt tilfredsstillende, at se de pæne poter og de korte negle. Men lidt frustrerende, at alle 4 poter aldrig er nyklippede på en gang – det er aldrig rigtigt færdigt. For når det tager 6 uger at komme igennem 4 poter, så er den første pote klar til at starte forfra, når pote nr. 4 er færdig. Men det er mit behov at det hele skal se skarpt og nyklippet ud på en gang – det er ikke et problem for Tango, at der sker lidt efter lidt. Så det er noget jeg må lære at leve med. Det vigtigste er, at jeg rent faktisk kan holde Tangos negle i en forsvarlig stand uden at det er et voldsomt overgreb og uden at han skal bedøves.
Noget jeg er blevet meget opmærksom på er at flette let og svær adfærd. Hvis jeg beder om noget, der er på grænsen af hvad Tango kan håndtere, så skal jeg mixe det rigeligt med let adfærd. Ellers bygger reaktionen op, så han ret hurtigt ikke kan være i det og derfor melder fra. Hvis jeg mixer let og svært, så kommer han ikke over grænsen for hvad han magter selv om han bliver udfordret.
Jeg er også blevet meget opmærksom på ikke at forsøge at snyde ham. Hvis han aldrig ved hvornår jeg vil håndtere ham, så frygter han hele tiden at jeg vil gøre noget og al adfærd fra mig bliver utrygt. Nu hvor vi har helt klare “aftaler” for hvornår jeg gør det, så bliver han hele tiden tryggere ved min nærhed i alle andre situationer.
Det med ikke at forsøge at snyde har jeg i øvrigt taget med mig i samværet med Gollum og Xmas også. Xmas har haft dårlig mave og har fået medicin flere gange om dagen – noget han bestemt ikke sætter pris på. Vi fandt en god måde at gøre det på, hvor Xmas selv indvilgede i at få det overstået mod at vi legede vildt og intenst med legetøj bagefter – men inden vi nåede dertil, var jeg meget tydelig med at jeg kom med medicinen og havde tænkt mig at tvinge ham til at tage den. På den måde behøvede Xmas ikke at frygte at jeg ville tvinge noget i ham hver gang han så mig – kun når jeg kom og tydeligt viste ham sprøjten med medicin.
Det har helt sikkert en vigtig læring for mig – vær tydelig i mine intentioner, så ikke al adfærd fra min bliver utryghedsskabende.
Xmas maveproblemer satte også spor i Tango og det tog lidt tid for mig at gennemskue hvad det var der skete. Efter en forholdsvis lang periode, hvor alt var godt og Tango hvilede fint i, at håndtering foregik i helt faste rammer og at der ikke var risiko for håndtering uden for de rammer, så begyndte han pludselig igen at stikke ud i haven, når jeg rakte ud efter noget på bordet. Det undrede mig, hvorfor der pludselig kom et tilbagefald… Han havde ikke stukket af på den måde siden jeg gav ham en lang pause fra al håndtering – da han stadig var helt ung. Så hvorfor nu, hvor det ellers gik så godt? Og så gik det op for mig… Han så Xmas reagere! Og så reagerede Tango på Xmas’ reaktion.
Straks jeg gennemskuede sammenhængen, begyndte jeg at lukke Tango ud i haven inden jeg hentede Xmas’ medicin. Og da Tango blev skærmet for at overvære Xmas’ reaktion, så gik det faktisk meget hurtigt med at han også selv stoppede med at reagere. Men det lærte mig noget om hvor dybe spor det satte i Tango, da jeg på ubetænksom vis fik børstet hans hale en dag, hvor han var syg og bare ikke havde overskud til det. Den tillid der nu er opbygget gennem træningen er skrøbelig og jeg skal værne om den.
De sidste 3 måneders arbejde med Tango og håndtering har været en lærerig rejse for mig. Det er ikke en rejse der er slut – men vi er rigtig godt på vej. Jeg er så taknemlig for at have haft Karen med som tour-guide på rejsen. Hendes empati og forståelse for Tangos behov og hendes evne til at finde nye veje har været uvurderlig. Jeg ved at jeg ville være gået i stå længe før vi var nået her til, hvis ikke hun havde været der til at finde alternative ruter, når der var brug for det og til at sparre med, omkring de tanker og ideer jeg selv har haft undervejs.
Hazyland 