I dag var det Gollums tur til at være til Nose Work prøve – denne gang i kl. 2. Og han ville ikke stå tilbage for Xmas, der var en rigtig lille julestjerne 🎄⭐ i går, så han var også en stjerne ⭐😅.
I dag var konkurrencen delt op, så der var to mødetider og det var mega rart, for det var hundekoldt og det var dejligt ikke at skulle sidde i en kold bil hele dagen. Jeg skulle søge som en af de sidste, så jeg behøvede ikke at komme før kl. 13.30.
Jeg kom kl. 12.45 og gik en god tur med drengene i området inden jeg checkede ind. Så var der banegennemgang og søgenen startede.
Bodil (der skulle til prøve med Mille) og jeg gik en tur i området mens de første hunde søgte og da vi kom tilbage, skulle Bodil til at gøre klar. Og da hun var gået i gang med sine søg, skulle jeg til at gøre Gollum klar.
Vi tog alle 4 søg lige efter hinanden idag og første søg var beholder søget. Det var utraditionelt fordi der stod en masse beholdere hulter-til-bulter i et rum, hvor der også stod et køretøj og en masse andre ting. Der var rigelig mulighed for at blive distraheret.
Der var to kilder og en forstyrrende duft.
Den ene kilde var et tærskel-søg og det tog Gollum meget hurtigt. Den anden sad helt ovre i den anden side af rummet. Det tog Gollum også ret hurtigt, men desværre kom han til at bruge beholderen som trampoling, så det fik vi 2 fejl for. Ups! Nåh ja – og så glemte jeg at færdig-melde, så vi fik nok 15-20 sek. oven i vores tid. Ups igen! 😬🙈
Selv om det ikke er vores bedste beholdersøg nogensinde, så synes jeg, at det var et sjovt set-up og et sjovt søg.

Vi forsatte til indesøget. Det var på et lager, hvor der stod kæmpe mange kasser og ting og sager… der var god mulighed for at placere kilderne.
Gollum viste først interesse bag nogle kasser på en hylde. Jeg mente, at der var noget, men fordi jeg ikke var sikker, så tog jeg Gollum væk og bad ham søge et andet sted… da vi kom forbi hylden anden gang, holdt jeg øje med hvad han gjorde. Denne gang viste han tydelige tegn på en utilgængelig kilde, så jeg meldte fundet og det var korrekt.
Vi søgte videre og “30 sekunder tilbage” meldingen var lige kommet, da Gollum fik duft i næsen. Han indkredsede den hurtigt, markerede sikkert. Fundet – korrekt og færdig! Wooohoooo! når man har betalt for 3 minutter i søgeområdet, kan man jo lige så godt bruge tiden 😅

Videre til køretøjssøget. En kassevogn og en personbil. 2 kilder og mega meget vind, der hvirvlede i alle retninger. Vi var udfordrede! Gollum fandt den ene kilde og viste også adfærd ved den anden, men jeg tolkede det som om, at det var samme kilde han havde i næsen igen, som bare var blæst ind under bilen og han kom aldrig i mål med den. Jeg fik lavet en fejlmelding på et sted, hvor duften blæste hen… ærgerligt, men vi fik alligevel ros af dommeren for at have lavet et rigtig flot søg. Det viste sig også senere, at vi blev nr. 3 i køretøjs-søget, for der var ingen, der havde fundet begge kilder.

Vi sluttede med udesøget. Her startede Gollum med at vise interesse for hjørnet af en container, men han markerede ikke, så jeg gik videre og lod ham søge rundt om containeren. Vi kom tilbage til samme hjørne – stadig interesse, men ingen markering. Så søgte vi ud i området. Gollum lavede en tydelig markering på første kilde – fundet og korrekt.
Vi søgte videre og jeg lod ham faktisk komme tilbage til hjørnet af containeren en tredje gang, men denne gang igen interesse, så jeg slap den og lod ham styre. Han lavede en markering ret tæt på første fund – jeg sagde fundet og det var korrekt. Begge kilder sad på bordene helt nede ved jorden.
Det viste sig senere, at der var en tennisbold under containeren som forstyrrende duft.

Jeg var rigtig glad, da vi var færdige. Jeg synes, at det havde været en god prøve og nogen sjove og udfordrende søg. Jeg havde nydt det og det havde jeg også indtryk af, at Gollum havde.
Det var ved at være mørkt, så jeg satte Gollum i bilen og tog de to små ud en sidste gang. De hyggede og legede og snusede rundt i en 15 – 20 minutter indtil Xmas ikke gad være ude i kulden mere.
Jeg havde lige sat dem i bilen, da der kom et ordenligt brag fra et kanonslag. Jeg var vildt glad for, at jeg havde sat dem ind. Ingen af de hunde jeg har nu er bange for skud – jeg vil gå langt for at forebygge at de bliver det. Jeg havde så ondt af den ekvipage, der var ude og søge da braget kom.
Og så var det tid til præmieoverrækkelse.
Min overraskelse var stor, da jeg blev kaldt op som nr. 3 i køretøjs-søget! Jeg har aldrig før placeret mig i et søg, hvor jeg havde en fejlmelding 🙈

Jeg var også lidt overrasket, da jeg blev kaldt op som samlet vinder af dagens konkurrence (alle 4 momenter), men også glad. Det havde været en god prøve med en god mavefornemmelse, så det var dejligt også at få en flot placering ud af det.

Tak til dommere, arrangørere og hjælpere for en fin Nose Work weekend i Solrød.